Der findes næppe et brand inden for tekstilbranchen, der er så certificeret som Neutral®. Siden starten i 2008 har den familiedrevne virksomhed haft fokus på helheden – på at skabe bedre vilkår for de mennesker, der producerer vores tøj, på naturen og vores miljø.
Den konventionelle tøjindustri er som bekendt rimelig barsk ved vores natur og ikke mindst de mennesker, der arbejder i industrien. Et konstant pres for at få den laveste pris presser hele leverandørkæden – fra den lille Indiske bomuldsbonde til dem, der producerer og syr.
Det er et opgør med disse urimelige markedsvilkår, der driver Neutral®. Ansvarlighed er varemærket og “Certified Responsibility” pejlemærket. Certificeret ansvar dækker over flere internationale bæredygtighedsstandarder, der omfatter de højeste sociale, etiske og miljømæssige kriterier inden for tøjproduktion i hele forsyningskæden.
Virksomheden designer og sælger først og fremmest tøj til B2B markedet, dvs til virksomheder, der ikke vil gå på kompromis med kvalitet og ansvarligt produceret tøj til deres medarbejdere. Men hvis du googler Neutral® finder du flere steder, der sælger tøjet direkte til dig som forbruger.