Jo mere vi vasker hænder, desto værre bliver klimakrisen
Af Pia Rathsach, Klumme: Erhverv København, 11. maj 2020
Der florerer en tabel på de sociale medier, der viser en stejl sort kurve og teksten “business as usual” og en fladere grøn med teksten “tag grøn omstilling alvorligt”
Kurven over klimakrisen kom i kølvandet på Corona-kurven, som sundhedsministeren tilbage i marts brugte for at få os til at forstå, den trussel, vi som samfund stod overfor. Hvis vi vel at mærke ikke handlede nu.
Jeg er hverken miljøaktivist eller klimatosse, men har igennem mere end 10 år arbejdet i feltet af ansvarlige virksomheder. Her gøres der på daglig basis en kæmpe indsats for, at den sorte kurve (den med klimakrisen) ikke skal blive så stejl, at de værst tænkelige scenarier bliver til virkelighed.
Den hvor de globale temperaturer stiger mere end 1,5 grader og efterlader os som mennesker og verdenssamfundet i en krise, der overstiger corona-krisen. Både hvad angår arbejdsløshed, økonomisk sammenbrud og antallet af mennesker, der mister livet.
Hvem kan se en usynlig fjende?
Forskellen på klima- og corona krisen er, at den sidste kan vi handle på her og nu ved at vaske hænder, holde afstand og blive hjemme.
Sådan er det ikke med klimakrisen. Den rammer først for alvor om måske 20 år, og så “er det nogle andres ansvar”.
At løse klimakrisen kræver en stædig, tålmodig og vedvarende indsats og en fælles erkendelse af, at jordens ressourcer er en gave, vi ikke kan blive ved med at misbruge.
Men mest af alt kræver det, at virksomheder, politikere og forbrugere holder op med at vaske hænder og begynder at handle.
Klima er tal, corona er følelser
Ifølge tal fra FN’s Miljøprogram er det globale ressourcetræk steget fra 27 milliarder ton i 1970 til 92 milliarder ton i 2017. Og de forudser, at det vil mere end fordobles frem mod 2060, fordi mennesker i alverdens lande uden for blandt andet det velstillede Europa også gerne vil have biler, tøj i sæsoner og flyve på ferie nogle gange om året.
For os almindelige mennesker og virksomhedsejere har disse forudsigelser et så langt perspektiv, at de færreste kan forholde sig til dem. “For til den tid, findes der sikkert en teknologi, der har løst udfordringerne” – er den mest brugte undskyldning for ikke at handle nu. I modsætning til vaccinen mod Covid 19, der helt sikkert kommer, fordi vi sætter alle kræfter ind på at løse udfordringen nu og her.
Klimatruslen er først og fremmest baseret på tal og forudsigelser, erfaringer, viden og teori. Mens corona-krisen rammer lige nu ind i hjertekulen af vores alle sammens livsgrundlag: Frygten for døden og for at miste vores nærmeste.
Kan du mærke luften?
Derfor er den største trussel mod verdenssamfundet i min bedste optik hverken corona eller fremtidige vira, men derimod en manglende lyst til at erkende, at vores overbrug af jordens ressourcer (blandt andet metaller, mineraler og fossil energi) er ved at ødelægger det naturlige økosystem på den planet, der brødføder os. Eller sagt på groft dansk “Vi skider i egen rede”.
I 2016 var luftforurening skyld i 400.000 dødsfald i Europa. Og koster i gennemsnit det danske samfund 4000 for tidlige dødsfald og 75 milliarder kroner årligt. Luftforurening kan dermed siges at være en væsentlig risiko både for vores sundhed og samfund.
Oven i det kan vi lægge de menneskelige, miljø- og klimamæssige effekter af kød- og modeindustrien. Fælles er, at vi ikke taler om det, fordi konsekvensen af mindre luftforurening, mindre kød og tøjproduktion er mindre bilkørsel, færre eller ingen lastbiler, færre flyrejser, mindre landbrug, mere grønt og mere langtidsholdbar mode.
Og det har vi ikke rigtig lyst til at forholde os til.
Den stærke optimisme
Jeg ved det godt! Du har sikkert hørt klima-truslerne og dommedags-scenarierne til hudløshed. Og selvom jeg måske lyder lidt vred, så bunder det i en form for optimisme og begejstring.
For jeg er overbevist om, at vi finder nye veje, der ikke giver følelser af afsavn og tab men derimod glæde og begejstring. Og mere sundhed hos den enkelte frem for alt. Og måske nye spændende forretningsmuligheder for os hver især.
Frem for alt vej jeg, at det er virkelig tilfredsstillende at handle bæredygtigt og vide, at ens forbrug, ens måde at være i verden og drive forretning på ikke gør kål på de ressourcer, planeten så velvilligt stiller til rådighed.
At vi finder nye måder at genanvende materialer på, og at den innovation, vi værdsætter så højt, virkelig får lov til at blomstre.
Denne klumme skrives dagen efter påske, hvor jeg læste, at Google fra 1. april er stoppet med at støtte organisationer, der spreder misinformation om klimaforandringer. Samtidig undskylder de for at have sat profit højere end planeten. I 2025 vil selskabet være udledningsfrit og uden kontakt til den fossile industri.
Så lad os sige, at jeg er en begejstret ildsjæl, der glæder os til et “nyt normalt” globalt samfund, hvor virksomhederne tager deres samfundsansvar alvorligt og stopper med at vaske hænder.