Torsdag den 6. juni 2024 er alle på Amager inviteret til lokalt topmøde om, hvordan vores forbrugsvaner kan blive mere bæredygtige. Målet er at mindske CO2-belastningen fra blandt andet vores transport, boliger og mad på en måde, der fungerer i hverdagen.
Mens Danmarks energiforsyning er godt i gang med at blive omstillet fra sort til grøn, ser det anderledes ud med CO2-udledningerne fra vores forbrug. De store poster kommer fra vores transport, vores boliger og vores mad – og vi kan kun leve op til klimamålene, hvis vi også gør noget ved forbruget.
Det er netop emnet for Amagers første lokale klimatopmøde, der finder sted torsdag den 6. juni fra kl. 14 til 19.30. Kulturhuset Islands Brygge lægger rum til, så Amagers borgere, foreninger og virksomheder kan drøfte og lægge planer for, hvordan man i fællesskab nedbringer CO2-udledningerne fra bydelens forbrug. Topmødet er det andet i rækken af tre, som Københavns Kommune har initieret og støttet som led i arbejdet med byens næste klimaplan. Det første fandt sted på Nørrebro sidste efterår.
“Politikerne har ansvaret for at skabe rammerne for den grønne omstilling. I Københavns kommende klimaplan kommer vi til at fokusere meget mere på CO2-udledningerne fra vores forbrug. Her er vi nødt til også at få borgere og virksomheders bidrag, for det kræver løsninger og initiativer, som giver mening i folks hverdag. Det kan ikke bare planlægges i et udvalgslokale på Rådhuset,” siger Line Barfod, teknik- og miljøborgmester i København.
Amager er klar
På Amager har mellem 30 og 40 lokale foreninger, virksomheder og andre aktører mødtes hen over foråret for at udvikle Amagers klimavision og lokale klimahandlinger, som endeligt skal vedtages på det lokale klimatopmøde den 6. juni. Et helt centralt emne er at få skabt levedygtige fællesskaber, hvor man sammen kan adressere nogle af de svære udfordringer, vi står overfor. På selve dagen kan man som deltager bidrage til at udvikle forslag til klimahandlinger, lære om eksisterende klimafællesskaber samt høre om nogle af alle de spændende projekter, der allerede foregår på øen.
På klimatopmødet vil man bl.a. kunne møde:
- Åbningstale: Miljøpunkt Amager og repræsentanter fra de aktive lokale aktører
- Fagoplæg: Tanja Gotthardsen (rådgiver, tøjaktivist og anti-greenwashing specialist): God Klimahandling – Barrierer og muligheder i sprog, adfærd og markedsføring
- Afslutningstale: Line Barfod, teknik- og miljøborgmester i København
For yderligere information læs her eller kontakt Teknik- og Miljøforvaltningens pressetelefon på 23278090 (modtager ikke sms).
📸 Illustration af Thit Thyrring