Personlig Pleje

Certificeringer skaber gennemsigtighed og hjælper dig med at handle efter dine værdier

Der findes endnu ikke et samlet bæredygtighedsmærke, som en virksomhed kan sætte på sit produkt og kalde for bæredygtigt. Det har ikke været muligt at definere og kontrollere, hvordan en virksomhed skal dokumentere en samlet indsats. Derfor kan ingen virksomheder eller produkter kalde sig bæredygtige.

Til gengæld findes der et hav af mærker, der hver især sætter ind på et eller flere områder af bæredygtighedsbegrebet – Læs mere om det her.

VELVÆRE

Ecocert – COSMOS ORGANIC & Natural tager hensyn til miljø. Certificeringen COSMOS ORGANIC fokuserer på økologiske skønhedsprodukter og sikrer minimum 20% økologi i det samlede produkt. Dog skal 95% af de plantebaserede ingredienser i produkterne være økologiske. Den lave procentdel i det endelige produkt skyldes, at skønhedsprodukter indeholder meget vand, og det kan ikke betegnes som økologisk. COSMOS Natural-certificeringen stiller ikke krav til økologi, men sikrer derimod at produkterne indeholder minimum 99% naturlige ingredienser. Certificeringerne stiller desuden krav til emballage, affaldshåndtering, produktion og produkttest på dyr. Læs mere om Ecocert COSMOS ORGANIC her.

EU-Blomsten tager hensyn til miljø. Blomsten er den europæiske pendant til Svanemærket, og kravene, der skal opfyldes, er stort set de samme for begge mærker. Derudover stiller EU-Blomsten produktspecifikke krav. Når EU-blomsten udvikler krav for en produktgruppe, ser man på hele produktets rejse og de miljøproblemer der kan opstå undervejs. Hvilke råvarer man bruger, hvordan produktet bliver fremstillet, hvilke kemikalier der bliver anvendt, energi- og vandforbrug undervejs, og hvilke muligheder der er for at lade materialer recirkulere, når forbrugerne er færdige med at bruge de givne produkt. Læs mere om EU-Blomsten her. 

Natrue Organic er europæisk funderet og er en certificering af bl.a. naturlig og økologisk hudpleje og kosmetik. En økologisk certificering kræver, at mindst 95% af de naturlige og naturafledte stoffer skal komme fra kontrolleret, økologisk landbrug og/eller fra vildt indsamling, certificeret af et behørigt anerkendt certificerings organ eller myndighed. Natrue er vegan friendly og tillader ingen animalske råvarer og/eller forsøg på dyr, ingen parfume, kun æteriske olier. Læs mere om Natrue Organic her.

Allergy Certified er et internationalt allergimærke. Fordi mærket arbejder med sundhed, tjekkes der ikke for allergener, men for alle urenheder, kræftfremkaldende stoffer og hormonforstyrrende kemikalier. Kontakt-allergi opstår gennem gentagen kontakt med et eller flere stoffer, og det er nærmest umuligt at undgå al kontakt. Når du ser AllergyCertified mærket betyder det, at produktet er målt og vejet, og har mindst mulig risiko for at fremkalde allergi. Læs mere om Allergi Certified her. 

Astma Allergi mærket – kendes også som Asthma Allergy Nordic eller Den blå krans. Uanset navn viser mærket, at produktet er blevet grundigt gennemgået af specialister, og at det altid er uden parfume og andre ingredienser, som er kendt for at have en særlig allergirisiko. Som forbruger får du altså den samme sikkerhed, uanset om du vælger det ene eller det andet mærke. Du kan finde alle mærkede produkter i Kemilex. Her kan også læse om allergier og vurderingen af en lang række indholdsstoffer. Læs mere om Astma Allergi mærket her.

TÜV biodegradable – Sikkerhed for at et produkt eller emballager nedbrydes helt i forskellige naturlige omgivelser uden skadelige bivirkninger på naturen. For at undgå misvisende kommunikation analyserer certificeringsudvalget hver ansøgning for at kontrollere, om certificeringen af ​​dette produkt er acceptabel.

OK biodegradable MARINE – I betragtning af, at det meste af det marine affald er landbaseret, er marin bionedbrydelighed en merværdi for ethvert produkt eller emballage, uanset hvor det forbruges.

OK biodegradable SOIL- er en garanti for, at et produkt eller emballage nedbrydes fuldstændigt i jorden uden at påvirke miljøet negativt.

OK biodegradable WATER – er en garanti for, at et produkt eller emballage nedbrydes fuldstændigt i ferskvandsmiljø uden at påvirke miljøet negativt.

Læs mere om Biologisk Nedbrydning her.

Vegan mærket tager især hensyn til klimaet. Certificeringen hjælper dig med at identificere produkter, der er helt frie for animalske ingredienser. Det betyder, at der i fremstillingen og udviklingen af produktet og dets ingredienser ikke har været brugt animalske produkter, biprodukter eller derivater. Udviklingen og fremstillingen af produktet og dets ingredienser må desuden ikke bruge test på nogen form for dyr. Er der Genmodificerede stoffer (GMO) i produktet, må de ikke involvere animalske gener eller stoffer. Læs mere om Vegan Trademark her.

Grøn Klinik og Grøn Salon tager hensyn til miljø og klima. Certificeringen stiller blandt andet krav til, at salonen eller klinikken undgår skadelig kemi, bruger miljømærkede rengøringsmidler, affaldssorterer, kun serverer økologiske eller Fairtrade drikkevarer og bruger el fra vedvarende energikilder. Næste gang du skal til frisør eller skønhedsbehandling, kan du altså gå efter de to mærker, hvis du vil sikre dig, at miljøhensyn er tænkt ind i forretningen. Læs mere om Grøn Salon og Grøn Klinik her.

Svanemærket tager hensyn til miljø. Det nordiske mærke ser på miljøbelastningen på hele produktets rejse fra produktion til forbrug og afskaffelse. Svanemærket omfatter nonfood produkter og ydelser, som fx vaskepulver, legetøj, møbler, byggematerialer, hoteller og bilvaskehaller. Certificeringen favner altså bredt, men kravene er produktspecifikke og dermed tilpasset produkternes konkrete miljøbelastninger. Generelt er kravene fokuseret på miljø, sundhed og kvalitet – bl.a. gennem strenge begrænsninger på kemikalier. Svanemærkede produkter skal leve op til at være blandt de mindst miljø- og sundhedsbelastende i deres kategori. Derfor er Svanemærkets værdi relativ efter produktkategori og -marked. Læs mere om Svanemærket her. 

Cradle to Cradle tager hensyn til miljø, klima og sociale forhold. Certificeringen kigger på produktets miljøpåvirkning fra “vugge til vugge” og stiller høje krav til arbejdsforhold, cirkulær økonomi og minimal forurening af vand, jord og luft. Cradle to Cradle-certificerede produkter tærer ikke unødigt på jordens ressourcer – de cirkulerer i naturens eget kredsløb og skal kunne bruges igen og igen. Måske det tætteste vi kommer på et “rigtigt bæredygtigheds” certifikation. Læs mere om Cradle to Cradle her.

B Corp er en global bevægelse af virksomheder med et fælles mål: At redefinere det, der skaber succes i erhvervslivet. B Corp arbejder derfor ikke hen i mod at være den bedste virksomhed i verden, men nærmere den bedste virksomhed for verden. Certificeringen kigger på hele virksomhedens samlede aftryk inklusiv ledelse og forhold til lokalmiljø. Certificeringen har fokus på fem kerneområder: Ledelse, medarbejdere, lokalsamfund, miljø og kunder. Virksomheden får en samlet pointscore for alle fem kerneområder, og scorer de nok point på tværs af kategorier, kan certificeringen opnås. Læs mere om B Corp her.