Certificeringer skaber gennemsigtighed og hjælper dig med at handle efter dine værdier
Der findes endnu ikke et samlet bæredygtighedsmærke, som en virksomhed kan sætte på sit produkt og kalde for bæredygtigt. Det har ikke været muligt at definere og kontrollere, hvordan en virksomhed skal dokumentere en samlet indsats. Derfor kan ingen virksomheder eller produkter kalde sig bæredygtige.
Til gengæld findes der et hav af mærker, der hver især sætter ind på et eller flere områder af bæredygtighedsbegrebet. Læs mere om det her.
Der er omkring 600 mærkningsordninger*) i Danmark. Langt de fleste er private firmaers egne mærker, hvor de selv har defineret krav og kriterier. Dem går vi helt uden om, fordi vi ikke mener, det er troværdigt og gennemsigtigt, at en virksomhed skal tjekke sig selv.
Så de mærker, vi synes, du skal kigge efter, er de offentlige og private, uafhængige og anerkendte mærker. Her hvor en 3. part har valideret de kriterier og oplysninger, som mærket kræver. Tredjeparts-certificeringer udføres af uvildige organisationer, der ikke har direkte økonomiske interesser i den virksomhed, der opnår certificeringen.
Der er omkring 60*) anerkendte mærker i Danmark, hvor uafhængige parter vurderer og kontrollerer, om virksomheden lever op til de krav, mærkerne stiller. Mærkerne forholder sig hver især til 4 forskellige indsatser:
- Sundhed
- Miljø- (og klima)
- Social og etisk
- Økonomi
Når vi vurderer, om en virksomhed kan komme med i GoGreen Danmark netværket, bruger vi især certificeringer som dokumentation og kigger primært på de miljømæssige, sociale og økonomiske faktorer.
Det skal du også vide om certificeringer
Som du vil se, når du klikker videre, er certificeringsordningerne ikke perfekte. I alle certificeringer er der blinde vinkler, ligesom ikke alle certificeringer stiller lige ambitiøse krav.
Går du efter certificeringer, er du med til at påvirke markedet i en mere ansvarlig retning. Er der en efterspørgsel efter certificeret fisk, tøj, guld eller kaffe, vil flere producenter ændre praksis, så de lever op til certificeringens højere standard. Og mange certificeringer strammer løbende kravene, så producenterne også skal oppe sig, hvis de fortsat vil bære deres mærke.
Skal man så kun gå efter certificeringer?
Det kan være både dyrt og tidskrævende at blive certificeret – især for de helt små virksomheder, der kan være tvunget til at bruge penge og tid på produktudvikling eller markedsføring. Det betyder ikke, at de ikke har tænkt ansvarlige faktorer ind i forretningen, eller at de er for uambitiøse til at blive certificerede. Tværtimod er der mange små, ansvarlige virksomheder rundt omkring i landet uden certificeringer, som vi kan – og bør – støtte. Dem finder du også i GoGreen Danmark netværket.
Hvor finder du så de virksomheder, der gør en forskel?
GoGreen Danmark har samlet virksomheder fra store dele af landet, som alle lever op til vores kriterier om, at minimum 70% af kerneforretningen er funderet i et eller flere områder inden for bæredygtighedsbegrebet. Med udgangspunkt i målsætningerne fra Brundtlandrapporten vurderer vi virksomhederne inden for parametrene mennesker, miljø og klima. Du kan læse mere om vores kriterier her.
Andre gode pejlemærker
Det er nemt at komme med en generel påstand om bæredygtig, men sværere at bakke den op med konkrete oplysninger og handling. Hvis en virksomhed eller et produkt bryster sig med at være bæredygtig, eco-friendly eller CO2-neutral, men ikke er certificeret, skal du nok ikke forvente for meget.
Har virksomheden konkrete tiltag, vil de nok skrive om dem på deres hjemmeside. Forbliver udsagnene i det vage og generelle, selv efter et mindre detektivarbejde, har virksomheden nok ikke så meget at have det i. Er du I tvivl kan du skrive til dem eller spørge i deres eventuelle fysiske butik.
Vi har opdelt certificeringer i seks grupper, og givet dem sin side – så kan du hurtigere finde dem, du er nysgerrige på. De fem fokuserer på selve produktet/servicen vurderet ud fra miljø og klima og/eller social ansvarlighed – opdelt i Fødevarer, Tøj, Møbler og Interiør, Smykker og Personlig Pleje. Den sidste gruppe omfatter dem, der kigger på virksomhedens samlede fokus. Læs med og find vej.
*) Kilde: Bogen “Mærk din forretning”
Produktcertificeringer
Fødevarer – restauranter og spisesteder
Det Røde Ø-mærke tager hensyn til miljø og dyrevelfærd. Ø-mærkede produkter kontrolleres af de danske fødevaremyndigheder, og mærket er din sikkerhed for, at de certificerede produkter rent faktisk er økologiske. Det vil sige, at hverken jorden, grundvandet eller produktet indeholder pesticider eller anden skadelig kemi. Det røde Ø stiller også krav til, at eventuelle dyr i produktionen skal have adgang til dagslys og græs i minimum seks timer dagligt i de lunere måneder. Ved fiskeopdræt, sikrer Ø-mærket, at fiskene har nok plads og ilt i vandet og at foderet ikke indeholder skadelig kemi. Når du køber økologisk mad, er du altså med til at skabe bedre dyrevelfærd og passe godt på vores miljø og ikke mindst din egen sundhed. Læs mere om Det Røde Ø-mærke her.
Det Økologiske Spisemærke tager hensyn til miljø og er restauranternes pendant til det røde Ø-mærke. Ligesom Ø-mærket er Spisemærket statskontrolleret, og det forholder sig også udelukkende til økologi. Mærket findes i tre forskellige varianter og angiver, hvor stor en del af de indkøbte mad- og drikkevarer på et spisested, der er økologiske. Serveres der 30-60% økologi, kan spisestedet få bronzemærket mens sølvmærket gives til spisesteder med 60-90% økologi og guldmærket 90-100%. Læs mere om Det Økologiske Spisemærke her.
EU’s Økomærke tager hensyn til miljø og dyrevelfærd. Mærket er det officielle europæiske økologimærke, som alle produkter, der markedsføres som økologiske, skal bære. Mærket kontrollerer dyrevelfærd samt brugen af sprøjtemidler og tilsætningsstoffer. Mærket er altså den europæiske pendant til Ø-mærket, som du trygt kan handle efter, hvis du søger økologiske produkter. Dog er EU standarden ikke helt så høj som den danske statskontrollerede. Læs mere om EU’s Økomærke her.
Demeter–mærket tager hensyn til miljø, dyrevelfærd og biodiversitet og stiller dermed højere krav end økologi-mærket. Det er den højeste standard for økologisk landbrug i verden. Den gives landmænd og vinbønder, der dyrker jorden med biodynamiske metoder og præparater. Demeter-mærkede produkter lever altså op til det røde Ø-mærke, EU’s miljømærke og mere til. Biodynamisk jordbrug er en mere naturlig måde at drive landbrug på, der bruger jordens naturlige processer til at styrke biodiversitet, miljø og ernæring. Læs mere om Demeter her.
Det statskontrollerede Dyrevelfærdsmærke har til formål at skabe bedre dyrevelfærd for flere danske grise, kyllinger og køer. Mærket giver op til tre hjerter, alt efter hvor meget dyrenes velfærd er højnet i forhold til lovkravene. Mærket omfatter både kød og mælkeprodukter, og udenlandske produkter kan også opnå mærket, hvis de opfylder betingelserne for at deltage i mærkningsordningen. Et hjerte forudsætter generelt bedre staldforhold til dyrene, mens to og tre hjerter blandt andet også stiller krav om udeliv og kalve og pattegrise er sammen med moren i længere tid. Vi anbefaler at du går efter tre hjerter.Læs mere om Det Statskontrollerede Dyrevelfærdsmærke her.
Hver gang du vælger “Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse” så er du med til at sikre bedre dyrevelfærd. Mærket viser vejen til den højeste dyrevelfærd for de ni mest anvendte opdrættede dyrearter. Der er udarbejdet 8 forskellige retningslinjer, afstemt efter dyrearternes forskellige behov, men fælles for alle er at de skal have adgang til det fri. Vi opfordrer alle, som spiser animalske fødevarer til at spise mindre, men bedre kød og andre animalske fødevarer. Med et mindre intensivt landbrug, er der plads til bedre velfærd for dyrene. Læs mere om Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse her.
KRAV-mærket er et svensk mærke for økologiske fødevarer, der er produceret uden kunstige, kemiske pesticider, med god dyrevelfærd, reduceret klimapåvirkning og så understøtter det større biodiversitet og ordentlige arbejdsforhold. Krav kan findes på både svenskproducerede produkter og importerede. Det har eksisteret siden 1985 og ses oftere og oftere i danske fødevareforretninger. Læs mere om Krav her.
NaturSkånsom tager hensyn til miljøet i vandet. Certificeringen er statskontrolleret og kan opnås ved skånsomt og kystnært fiskeri. Køber du NaturSkånsom fisk, støtter du et biodiversitet og et mangfoldigt havmiljø. Mærket kan ikke gives til fiskeri på truede eller overfiskede arter. Fisk med mærket er desuden fanget med redskaber, der har minimal eller ingen påvirkning på biodiversiteten ved havbunden. Her er der næsten ingen bifangst og et lavt brændstofforbrug. Læs mere om NaturSkånsom her.
Fairtrade tager hensyn til sociale forhold. Certificeringen arbejder for at forbedre levevilkårene for lokale bønder ved at sikre fair handelspriser og ordentlige arbejdsforhold. Fairtrade stiller krav til sikkerhedsudstyr og forbyder både børnearbejde og miljø- og sundhedsskadelige sprøjtemidler. Undersøgelser viser dog, at Fairtrade-mærket ikke altid lever op til kravene indenfor kakaoindustrien, hvor der både findes børnearbejde og dårlige lønninger. Det er altså som hovedregel mere etisk at handle Fairtrade – men ikke altid. Læs mere om Fairtrade-mærket her.
UTZ mærket har fokus på etisk handel og findes på kaffe, te, kakao og hasselnødder. UTZ administreres af den internationale non-profit-organisation Rainforest Alliance. I dette program arbejder man for at skabe bedre betingelser for bæredygtig produktion i ovenstående produktkategorier. Primært gennem uddannelse og information til landmændene, så de kan forbedre deres produktivitet og produktkvalitet og samtidig passe godt på mennesker og miljø. Alle produkter kan spores via UTZ’ sporbarhedssystem, men det kræver, at både sælger og køber i forsyningskæden er certificeret. UTZ kritiseres for ikke at sikre bønderne en minimumspris for deres afgrøder, hvilket gør, at en UTZ-certificeret vare vil være billigere end en tilsvarende Fairtrade-mærket. Læs mere om UTZ mærket her.
REFOOD er en ordning for virksomheder og organisationer i fødevare- og servicesektoren, som gør en indsats mod madspild og genanvendelse. Medlemskab kræver, at man vælger mindst tre madspildsreducerende initiativer blandt deres mange forslag, samt har en ordning for genanvendelse af madaffald. REFOOD er en tillidsbaseret mærkning, som bygger på en fælles vision om en bæredygtig fødevare- og servicesektor, præget af mindre ressourcespild og mere genanvendelse. Læs mere om REFOOD her.
ASC-mærket tager hensyn til miljø, dyrevelfærd og sociale forhold for opdrættede fisk. Mærket er internationalt og omfatter opdrættede fisk og skaldyr. For at leve op til certificeringen skal vandforholdene i fiskeopdrættet være sunde og miljøvenlige, ligesom brugen af kemikalier skal begrænses. Det beskytter lokalmiljøet omkring fiskeopdrættet. Certificeringen sikrer også, at fiskene har nok plads, og at de ikke lever under stressede forhold. ASC-mærket stiller også krav til arbejdsforhold med fokus på sikkerhed og rettigheder, men ikke til økologi. Læs mere om ASC-mærket her.
MSC-mærket tager hensyn til fiskebestande. Det er en international certificering, der stiller krav til beskyttelse af fiskebestande, levesteder og truede arter. MSC holder kontrol med bestande og økosystemer for specifikke fisk, som de beskytter, uden at kigge på andre faktorer for ansvarligt fiskeri. Modsat NaturSkånsom tillader MSC-mærket fangstmetoder som bundtrawl, der medfører stor bifangst og er meget skadelig for havmiljø og biodiversitet. Kravene til MSC-mærket er altså ikke de mest ambitiøse, og de fleste danske fiskere kan leve op til dem. Men det er bedre at købe fisk, der er MSC-mærket, end (særligt internationalt fanget) fisk uden certificering, der typisk ikke tager hensyn til fiskebestande. Læs mere om MSC-mærket her.
Produkter – møbler, tøj, smykker, interiør
GOTS -certificeringen tager hensyn til miljø og sociale forhold gennem hele forsyningskæden. Du finder mærket på økologisk tøj og tekstiler, der er behandlet med respekt for dig, dine medmennesker og miljøet. Det er den mest omfattende økologicertificering indenfor naturmaterialer som bomuld, hør og uld. For at leve op til certificeringen skal tøjet bestå af minimum 70% økologiske tekstiler og være uden skadelige kemikalier og sprøjtemidler. GOTS stiller også krav til sikre og sunde arbejdsforhold for de mennesker, der arbejder med tøjet. Læs mere om GOTS-certificeringen her.
Svanemærket tager hensyn til miljø. Det nordiske mærke ser på miljøbelastningen på hele produktets rejse fra produktion til forbrug og afskaffelse. Svanemærket omfatter nonfood produkter og ydelser, som fx vaskepulver, legetøj, møbler, byggematerialer, hoteller og bilvaskehaller. Certificeringen favner altså bredt, men kravene er produktspecifikke og dermed tilpasset produkternes konkrete miljøbelastninger. Generelt er kravene fokuseret på miljø, sundhed og kvalitet – bl.a. gennem strenge begrænsninger på kemikalier. Svanemærkede produkter skal leve op til at være blandt de mindst miljø- og sundhedsbelastende i deres kategori. Derfor er Svanemærkets værdi relativ efter produktkategori og -marked. Læs mere om Svanemærket her.
EU-Blomsten tager hensyn til miljø. Blomsten er den europæiske pendant til Svanemærket, og kravene, der skal opfyldes, er stort set de samme for begge mærker. Derudover stiller EU-Blomsten produktspecifikke krav. Når EU-blomsten udvikler krav for en produktgruppe, ser man på hele produktets rejse og de miljøproblemer der kan opstå undervejs. Hvilke råvarer man bruger, hvordan produktet bliver fremstillet, hvilke kemikalier der bliver anvendt, energi- og vandforbrug undervejs, og hvilke muligheder der er for at lade materialer recirkulere, når forbrugerne er færdige med at bruge de givne produkt. Læs mere om EU-Blomsten her.
Fairmined bruges i smykkeindustrien og tager hensyn til både sociale forhold og miljø. Certificeringen sikrer bedre arbejds- og levevilkår for minearbejdere, der udvinder guld og sølv. De stiller både krav til løn, arbejdssikkerhed og brugen af kemikalier, ligesom de bekæmper børnearbejde.
Fairmined Ecological Gold stiller større krav – bl.a. må der slet ikke bruges giftige kemikalier ved udvindingen og lokale økosystemer skal genetableres. Ved Fairmined Standarder, støtter man ansvarligt forvaltede samfundsminer. Læs mere om Fairmined her.
Fairtrade Gold & Silver tager hensyn til sociale forhold og miljø. Certificeringerne støtter mindre minedrifter og sikrer gode arbejdsvilkår og løn for minearbejderne. Samtidig stiller de krav til, at minedriften er konfliktfri hele vejen igennem – altså at den ikke støtter krig, terror og andre konflikter. For at opnå certificeringerne skal minedriften have et minimalt brug af kemikalier for at beskytte både arbejdernes sundhed og lokalmiljøet. Læs mere om Fairtrade Gold & Silver her.
Soil Association – Soil Association er Englands største økologi certificering. Soil Association er en del af gruppen, der definerer kravene for den internationale økologi-certificering GOTS. Hvis tøjet er certificeret med Soil Association indebærer det, at tøjet enten er certificeret med GOTS, der både omhandler økologisk landbrug, miljøvenlig forarbejdning og gode arbejdsforhold, eller at tøjet er certificeret med OCS, der sikrer, at tøjet er af økologisk dyrket bomuld. Læs mere om Soil Association her.
TÜV biodegradable – Sikkerhed for at et produkt eller emballager nedbrydes helt i forskellige naturlige omgivelser uden skadelige bivirkninger på naturen. For at undgå misvisende kommunikation analyserer certificeringsudvalget hver ansøgning for at kontrollere, om certificeringen af dette produkt er acceptabel.
OK biodegradable MARINE – I betragtning af, at det meste af det marine affald er landbaseret, er marin bionedbrydelighed en merværdi for ethvert produkt eller emballage, uanset hvor det forbruges.
OK biodegradable SOIL- er en garanti for, at et produkt eller emballage nedbrydes fuldstændigt i jorden uden at påvirke miljøet negativt.
OK biodegradable WATER – er en garanti for, at et produkt eller emballage nedbrydes fuldstændigt i ferskvandsmiljø uden at påvirke miljøet negativt.
FSC tager hensyn til miljø, klima og sociale forhold. FSC er en skov certifikation, der gennem 25 år har erfaring med bæredygtig styring af skove. Du finder FSC-mærket på produkter af træ og papir, der kommer fra ansvarlig skovdrift. Skovdriften er ansvarlig, når den ikke leder til afskovning eller belaster klima, miljø og mennesker. Certificeringen stiller både høje krav til beskyttelse af skovområder og lokal biodiversitet og sociale krav til beskyttelse af oprindelige folk og skovarbejdere. Ved at blive certificeret inden for FSC, viser det at du overholder de højeste sociale og miljømæssige standarder på markedet. Læs mere om FSC-certificeringen her.
Rainforest Alliance-mærket er et internationalt, privat miljømærke. Når varen produceres bliver der taget hensyn til miljø og bæredygtighed. Det er dog ikke et økologi-mærke. Det findes typisk på varer, der bliver produceret i regnskovsområder. For eksempel bananer, kakao, chokolade, te og kaffe. Derudover certificerer (godkender) mærket også steder, der udbyder bæredygtig turisme. Rainforest Alliance arbejder for
- At bevare dyreliv og miljø i verdens regnskove.
- At sikre biologiske systemer og bæredygtig udvikling.
- At fremme forholdene for arbejdere og deres lokalsamfund.
- At minimere børnearbejde (børn under 15 år må ikke arbejde med at fremstille varerne).
PEFC er en global organisation, der arbejder for at fremme bæredygtig skovdrift i hele verden, og er med til at skabe en fremtid, hvor der tages hensyn til biodiversitet samt dyre- og plantelivet i verdens skove. PEFC’s certificeringer og sporbarhedssystem af træ fra skov til slutprodukt sikrer, at de produkter, der kommer fra skoven, er produceret legalt og med respekt for naturen og de mennesker, dyr og planter, der lever her. Læs mere om PEFC-certificeringen her.
Cradle to Cradle tager hensyn til miljø, klima og sociale forhold. Certificeringen kigger på produktets miljøpåvirkning fra “vugge til vugge” og stiller høje krav til arbejdsforhold, cirkulær økonomi og minimal forurening af vand, jord og luft. Cradle to Cradle-certificerede produkter tærer ikke unødigt på jordens ressourcer – de cirkulerer i naturens eget kredsløb og skal kunne bruges igen og igen. Måske det tætteste vi kommer på et “rigtigt bæredygtigheds” certifikation. Læs mere om Cradle to Cradle her.
GRS / Global Recycled Standard – GRS indbefatter miljømæssigt og socialt ansvar på fabrikkerne, der arbejder med genanvendelse af fibre. Dette dækker blandt andet spildevandssikring, restriktion på brug af kemi og retningslinjer for medarbejdernes sundhed og sikkerhed. Certificeringen kan bruges indenfor forskellige tekstiltyper og skal minimum indeholde 20 % genanvendt fibre. Det er en frivillig, fuld produktstandard, der stiller krav til tredjepartscertificering af genbrugt indhold, chain of custody, social og miljømæssig praksis og kemikalierestriktioner. Læs mere om Global Recycled Standard her.
OEKO-TEX STANDARD 100 er et sundhedsmærke, Her stilles krav til mængden af kemikalier og farvestoffer i tekstiler i det færdige produkt – ikke i selve produktionen. Mærket er ikke en miljøcertificering (eller et økologimærke), da der udelukkende kigges på, om det færdige produkt er kemikaliefrit. Tekstilerne kan derfor have indeholdt kemikalier, som er skyllet ud og har forurenet lokalmiljøet i produktionslandet og påvirket de mennesker, der har dyrket bomulden og indfarvet tekstilerne. Hos OEKO-TEX hedder den bæredygtige certificering MADE IN GREEN, og den tager hensyn til miljø og sociale forhold. Læs mere om OEKO-TEX Standard 100 her.
Organic Content Standard (OCS) – er en frivillig global standard, der sætter kriterierne for tredjepartscertificering af økologi i produktionen. Læs mere om Organic Content Standard (OCS) her.
Langsomt Store med Johanne Kjærum ved roret er det helt rigtige sted at søge hen, hvis du vil vide mere om certificeringer i tekstilbranchen. Hun har udviklet en endnu mere detaljeret oversigt over certificeringer i tøjindustrien. Den kan du læse her.
Hvis du også ønsker at vide mere om de mange nye tekstiler, modeindustrien arbejder med, har Johanne også udarbejdet en god guide – den kan du se her.
Conformité Européenne (CE) – er et mærke for overholdelse af visse krav til sikkerhed, sundhed og miljø. CE-mærkning understøtter også fair konkurrence ved at holde alle virksomheder ansvarlige for de samme regler. Ved at anbringe CE-mærkningen på et produkt, erklærer en producent, at produktet opfylder alle lovkrav til CE-mærkning. Læs mere om CE her.
VELVÆRE
Ecocert – COSMOS ORGANIC & Natural tager hensyn til miljø. Certificeringen COSMOS ORGANIC fokuserer på økologiske skønhedsprodukter og sikrer minimum 20% økologi i det samlede produkt. Dog skal 95% af de plantebaserede ingredienser i produkterne være økologiske. Den lave procentdel i det endelige produkt skyldes, at skønhedsprodukter indeholder meget vand, og det kan ikke betegnes som økologisk. COSMOS Natural-certificeringen stiller ikke krav til økologi, men sikrer derimod at produkterne indeholder minimum 99% naturlige ingredienser. Certificeringerne stiller desuden krav til emballage, affaldshåndtering, produktion og produkttest på dyr. Læs mere om Ecocert COSMOS ORGANIC her.
Natrue Organic er europæisk funderet og er en certificering af bl.a. naturlig og økologisk hudpleje og kosmetik. En økologisk certificering kræver, at mindst 95% af de naturlige og naturafledte stoffer skal komme fra kontrolleret, økologisk landbrug og/eller fra vildt indsamling, certificeret af et behørigt anerkendt certificerings organ eller myndighed. Natrue er vegan friendly og tillader ingen animalske råvarer og/eller forsøg på dyr, ingen parfume, kun æteriske olier. Læs mere om Natrue Organic her.
Allergy Certified er et internationalt allergimærke. Fordi mærket arbejder med sundhed, tjekkes der ikke for allergener, men for alle urenheder, kræftfremkaldende stoffer og hormonforstyrrende kemikalier. Kontakt-allergi opstår gennem gentagen kontakt med et eller flere stoffer, og det er nærmest umuligt at undgå al kontakt. Når du ser AllergyCertified mærket betyder det, at produktet er målt og vejet, og har mindst mulig risiko for at fremkalde allergi. Læs mere om Allergy Certified her.
Astma Allergi mærket – kendes også som Asthma Allergy Nordic eller Den blå krans. Uanset navn viser mærket, at produktet er blevet grundigt gennemgået af specialister, og at det altid er uden parfume og andre ingredienser, som er kendt for at have en særlig allergirisiko. Som forbruger får du altså den samme sikkerhed, uanset om du vælger det ene eller det andet mærke. Du kan finde alle mærkede produkter i Kemilex. Her kan også læse om allergier og vurderingen af en lang række indholdsstoffer. Læs mere om Astma Allergi mærket her.
Vegan mærket tager især hensyn til klimaet. Certificeringen hjælper dig med at identificere produkter, der er helt frie for animalske ingredienser. Det betyder, at der i fremstillingen og udviklingen af produktet og dets ingredienser ikke har været brugt animalske produkter, biprodukter eller derivater. Udviklingen og fremstillingen af produktet og dets ingredienser må desuden ikke bruge test på nogen form for dyr. Er der Genmodificerede stoffer (GMO) i produktet, må de ikke involvere animalske gener eller stoffer. Læs mere om Vegan Trademark her.
Dansk Indeklima Mærket er en frivillig mærkningsordning for produkter og materialer, der har dokumentation for hvordan de påvirkninger af luftkvaliteten i indeklimaet i dets brugsfase. Indeklimamærket supplerer dermed miljømærkerne (fx EU Ecolabel og Svanemærket) ved at stille krav til produktet i brugsfasen og dermed minimere menneskers eksponering for uønsket kemi mens produktet er i brug. Mærket anvendes primært til møbler, gulvbelægning og byggematerialer. Læs mere om Dansk Indeklima mærket her.
OCEAN WASTE PLASTIC-MÆRKET – Når du køber et produkt, der er mærket af Ocean Waste Plastic, er du med til at rydde op i verdens have og floder. I samarbejde med projektet ReSea opsamler de plastik fra verdenshavene 1:1 mod emballagevægten, hver gang et nyt Ocean Waste Plastic-mærket produkt bliver produceret. – Produkter med Ocean Waste Plastic-mærket er desuden lavet med genanvendt plastik for at holde eksisterende plastik i cirkulation og minimere brugen af ny virgin plastic. Læs mere om Ocean Waste Plastic mærket her.
Virksomhedscertificeringer
Grøn Klinik og Grøn Salon tager hensyn til miljø og klima. Certificeringen stiller blandt andet krav til, at salonen eller klinikken undgår skadelig kemi, både i behandlingerne og de produkter de sælger til dig. Desuden bruger de miljømærkede rengøringsmidler, affaldssorterer, kun serverer økologiske eller Fairtrade drikkevarer og bruger el fra vedvarende energikilder. Næste gang du skal til frisør eller skønhedsbehandling, kan du altså gå efter de to mærker, hvis du vil sikre dig, at miljøhensyn er tænkt ind i forretningen. Læs mere om Grøn Salon og Grøn Klinik her.
Green Globe certificeringen tager hensyn til miljø og sociale forhold i rejse- og turistindustrien og er bl.a. baseret på Global Sustainability Tourism Criteria. Certificeringen er holistisk og kræver en dedikeret indsats. Green Globe har fokus på at understøtte natur, kultur, historie og økonomi på “turistdestinationen”. De stiller bl.a. krav til at virksomheden skal give ordentlige lønninger, støtte lokale producenter og ansætte lokale – også i lederstillinger. Samtidig stiller certificeringen krav til vand- og energiforbrug, affaldshåndtering og beskyttelse af biodiversitet. Læs mere om Green Globe her.
Green Key tager hensyn til miljø og klima. Certificeringen gives til hoteller og andre virksomheder inden for turismeindustrien og stiller bl.a. krav til affaldshåndtering, energiforbrug, rengøring og økologi. Der findes både obligatoriske kriterier der skal være opfyldte og såkaldte pointkriterier, hvor 40% af pointene skal opnås. Ikke alle krav er lige høje, men til gengæld er ordningen meget omfattende. Green Key bliver skærpet løbende. Læs mere om Green Key her.
B Corp er en global bevægelse af virksomheder med et fælles mål: At redefinere det, der skaber succes i erhvervslivet. B Corp arbejder derfor ikke hen i mod at være den bedste virksomhed i verden, men nærmere den bedste virksomhed for verden. Certificeringen kigger på hele virksomhedens samlede aftryk inklusiv ledelse og forhold til lokalmiljø. Certificeringen har fokus på fem kerneområder: Ledelse, medarbejdere, lokalsamfund, miljø og kunder. Virksomheden får en samlet pointscore for alle fem kerneområder, og scorer de nok point på tværs af kategorier, kan certificeringen opnås. Læs mere om B Corp her.
SA8000 – SA8000 er en de mest omfattende certificeringer af arbejdsforhold. Certificeringen sikrer sunde og sikre arbejdsforholdforhold, fair lønninger og medindflydelse for medarbejdere og designernes hoved- og underleverandører. Certificering af SA8000 indbefatter detaljeret materiale til at arbejde med – og dokumentere overholdelse af nationale og internationale love – og konventioner inden for arbejdsmarkedsområdet (ILO og menneskerettigheder). For at sikre standarden bliver overholdt, er der løbende uanmeldte besøg hos leverandørerne. Læs mere om SA800 her.
SMETA / Sedex Members Ethical Trade Audit – Certificering af overholdelse af regler om sundhed, sikkerhed samt medarbejderes rettigheder i produktionslandet. Endvidere er det et mærke til sikring af stabil høj kvalitet. Læs mere om SMETA her.
ISO 14001 tager hensyn til miljø og ledelse. Certificeringen gives til virksomheder, der lever op til den internationale standard for miljøledelse, ISO 14001. Standarden kræver at virksomheden indfører miljøvenlige tiltag og sætter konkrete klimamål f.eks. i forhold til drift og spild. Som så mange andre virksomhedscertificeringer skal denne hele tiden udvikle sig og stille større krav før, at den gør en større forskel. Men går du efter virksomheder med denne certificering, kan du i hvert fald være sikker på, at de har tænkt miljømæssige indsatser ind i processer og aktiviteter. Læs mere om ISO 14001 her.
Registreret Socialøkonomisk Virksomhed (RSV) tager hensyn til sociale forhold. For at en virksomhed kan få RSV-mærket, skal den have et socialt formål, være inddragende og ansvarlig og bruge sit overskud til sociale formål. RSV er en beskyttet titel som man skal ansøge om, og for at blive godkendt skal man opfylde 5 krav der er defineret i “Lov om registrerede socialøkonomiske virksomheder” fra 2015 nærmere bestemt i §5. Læs mere om RSV her.
Verdensmålscertificeringen
Verdensmålscertificeringen – FN’s verdensmål udgør 17 konkrete mål og 169 delmål, som forpligter alle FN’s 193 medlemslande til frem mod 2030 at arbejde for en mere bæredygtig udvikling for både mennesker og planeten, vi bor på. Danmark er blandt de bedste i verden til at implementere verdensmålene – men hvis alle mål skal nås i tide, må erhvervslivet gå forrest, og dét gør et stigende antal danske virksomheder. Med en verdensmålscertificering kan virksomheder dokumentere jeres indsats i arbejdet med at implementere FN’s verdensmål overfor omverdenen. Læs mere om Verdensmålcertificeringen her.