Certificeringer skaber gennemsigtighed og hjælper dig med at handle efter dine værdier
Der findes endnu ikke et samlet bæredygtighedsmærke, som en virksomhed kan sætte på sit produkt og kalde for bæredygtigt. Det har ikke været muligt at definere og kontrollere, hvordan en virksomhed skal dokumentere en samlet indsats. Derfor kan ingen virksomheder eller produkter kalde sig bæredygtige.
Til gengæld findes der et hav af mærker, der hver især sætter ind på et eller flere områder af bæredygtighedsbegrebet (læs mere om det HER)
Der er omkring 600 mærkningsordninger*) i Danmark. Langt de fleste er private firmaers egne mærker, hvor de selv har defineret krav og kriterier. Dem går vi helt uden om, fordi vi ikke mener, det er troværdigt og gennemsigtigt, at en virksomhed skal tjekke sig selv.
Så de mærker, vi synes, du skal kigge efter, er de offentlige og private, uafhængige og anerkendte mærker. Her hvor en 3. part har valideret de kriterier og oplysninger, som mærket kræver. Tredjeparts-certificeringer udføres af uvildige organisationer, der ikke har direkte økonomiske interesser i den virksomhed, der opnår certificeringen.
Der er omkring 60*) anerkendte mærker i Danmark, hvor uafhængige parter vurderer og kontrollerer, om virksomheden lever op til de krav, mærkerne stiller. Mærkerne forholder sig hver især til 4 forskellige indsatser:
- Sundhed
- Miljø- (og klima)
- Social og etisk
- Økonomi
Når vi vurderer, om en virksomhed kan komme med i GoGreen Danmark netværket, bruger vi især certificeringer som dokumentation og kigger primært på de miljømæssige, sociale og økonomiske faktorer.
Det skal du også vide om certificeringer
Som du vil se, når du klikker videre, er certificeringsordningerne ikke perfekte. I alle certificeringer er der blinde vinkler, ligesom ikke alle certificeringer stiller lige ambitiøse krav.
Går du efter certificeringer, er du med til at påvirke markedet i en mere ansvarlig retning. Er der en efterspørgsel efter certificeret fisk, tøj, guld eller kaffe, vil flere producenter ændre praksis, så de lever op til certificeringens højere standard. Og mange certificeringer strammer løbende kravene, så producenterne også skal oppe sig, hvis de fortsat vil bære deres mærke.
Skal man så kun gå efter certificeringer?
Det kan være både dyrt og tidskrævende at blive certificeret – især for de helt små virksomheder, der kan være tvunget til at bruge penge og tid på produktudvikling eller markedsføring. Det betyder ikke, at de ikke har tænkt ansvarlige faktorer ind i forretningen, eller at de er for uambitiøse til at blive certificerede. Tværtimod er der mange små, ansvarlige virksomheder rundt omkring i landet uden certificeringer, som vi kan – og bør – støtte. Dem finder du også i GoGreen Danmark netværket.
Hvor finder du så de virksomheder, der gør en forskel?
GoGreen Danmark har samlet virksomheder fra store dele af landet, som alle lever op til vores kriterier om, at minimum 70% af kerneforretningen er funderet i et eller flere områder inden for bæredygtighedsbegrebet. Med udgangspunkt i målsætningerne fra Brundtlandrapporten vurderer vi virksomhederne inden for parametrene mennesker, miljø og klima. Du kan læse mere om vores kriterier HER
Andre gode pejlemærker
Det er nemt at komme med en generel påstand om bæredygtig, men sværere at bakke den op med konkrete oplysninger og handling. Hvis en virksomhed eller et produkt bryster sig med at være bæredygtig, eco-friendly eller CO2-neutral, men ikke er certificeret, skal du nok ikke forvente for meget.
Har virksomheden konkrete tiltag, vil de nok skrive om dem på deres hjemmeside. Forbliver udsagnene i det vage og generelle, selv efter et mindre detektivarbejde, har virksomheden nok ikke så meget at have det i. Er du I tvivl kan du skrive til dem eller spørge i deres eventuelle fysiske butik.
Vi har opdelt certificeringer i seks grupper, og givet dem sin side – så kan du hurtigere finde dem, du er nysgerrige på. De fem fokuserer på selve produktet/servicen vurderet ud fra miljø og klima og/eller social ansvarlighed – opdelt i Fødevarer, Tøj, Møbler og Interiør, Smykker og Personlig Pleje. Den sidste gruppe omfatter dem, der kigger på virksomhedens samlede fokus. Læs med og find vej.
*) Kilde: Bogen “Mærk din forretning”