Med Grønt-Sager behøver du blot at krydse gaden for at stå i en autentisk dansk gårdbutik med lækre hjemmedyrkede grøntsager. Alt på hylderne er økologisk og dyrket med kærlighed for det lokale.
I 2016 besluttede ægteparret Neil og Charlotte sig for at tage kampen op mod importerede grøntsager, og vise at man sagtens kan dyrke økologiske grøntsager lokalt – uanset hvor i landet man befinder sig. De har derfor omlagt hele deres have midt i Helsingør til et frodigt og farverigt økologisk landbrug, som de selv passer og plejer. Garagen er omdannet til gårdbutik i bedste landstil, som sansemæssigt sender dig på tur rundt på de danske landeveje. Butikken fyldes hver dag med friske nyopgravede og håndplukkede øko-grøntsager såsom søde tomater, knasende agurker og sprød palmekål.
Selve haven er også en kæmpe oplevelse, som du ikke må snyde dig selv for. Her finder du et imponerende stykke botanisk arkitektur af bede og drivhuse, som engelske Neil selv har bygget. Drivhusene indeholder statskontrollerede økologiske grøntsager, og i bedene finder du blandt andet nye kartofler af gamle sorter som Marabel. Grøntsagerne dyrkes på nuværende tidspunkt i økologisk jord, men erstattes i fremtiden af kompost for at fuldende den selvforsynende tråd.