Mød din nye yndlingscafé i centrum af Aarhus, hvor der er plads til både fordybelse og sociale aktiveter. Den frivillig-drevet café bygger på Mellemfolkelig Samvirkes politiske arbejde, og der er derfor tænkt miljø og menneskerettigheder ind i alt fra kaffe og menukort til events og interiør.
På førstesalen i en hyggelig baggård midt i Aarhus, summer der af liv og politisk engagement. Det er nemlig hér i Mellemfolkelig Samvirkes café, at både studiegrupper, kaffeelskere, brætspilsentusiaster og politisk interesserede gæster mødes året rundt. Om dagen er der ro til at dykke ned i bøgerne eller spise morgenmad med vennerne, og om aftenen skiftes kaffen ud med kolde øl, når det store lokale omdannes til koncerter og politiske debat-arrangementer.
Café Mellemfolk drives til dagligt af frivillige, der skaber de bedste rammer for et sted med fokus på bæredygtighed i alle begrebets facetter. Mellemfolkelig Samvirke har altid haft fokus på menneskerettigheder i det globale perspektiv, men med årene er særligt klimabevistheden også kommet på dagordenen. Dét kan mærkes i den hyggelige café, der blandt huser en frivillig-gruppe med fokus på klima-problematikken. Menuen er derfor også bygget op omkring økologiske produkter, hvoraf en stor del er Fairtrade-certificerede. Mange af caféens råvarer er også dansk-producerede med målet om at nedsætte organisationens CO2-aftryk. Derudover er caféen non-profit, og alt overskuddet går derfor til et velgørende formål, som de frivillige vælger i fællesskab.
Læs mere om café Mellemfolk på deres hjemmeside, hvor du også finder mere viden om MellemFolkelig Samvirkes mange spændende projekter rundt om i verden.