De bedste betingelser for vores planet. Nu og i fremtiden.

Målet med at tænke i bæredygtighed er at få planetens økosystem i balance

Det mest bæredygtige valg du kan træffe er at stoppe med at købe ind. Men sådan hænger verden jo ikke sammen. Så det næstbedste du kan gøre for både dig selv, dine næste og vores fælles planet er at handle med omtanke.

Når du støder på ordet “bæredygtig” skal du være opmærksom på at ingen kan være 100 % bæredygtig. Så hvis en virksomhed bruger det ord om sin egen forretning eller sine produkter, kan det være en god ide at stille spørgsmålet: “På hvilken måde er du bæredygtig?

Bæredygtighed handler om, hvordan vi passer på jordens ressourcer. Både de menneskelige og de materielle og om at give jorden videre til næste generation i lige så god stand – eller helst i bedre stand – end da vi overtog den.

Og hvordan gør vi så det?

De tre dimensioner bag tanken om bæredygtighed

Bæredygtighed er en helhed, der dækker over rigtig mange forskellige indsatser, der hver især forbedrer og genskaber balancen på planeten. Ingen kan gøre alt – men alle kan gøre noget. Så, når vi snakker bæredygtighed, skal vi blive bedre til at dokumentere og forklare, hvad vi helt konkret mener. Så kan du selv vælge, hvilken “bæredygtighedshat”, der passer dig.

Foto: Naturhaven.nu

Miljø & Klima

Miljø & klima er tæt forbundne, de griber ind i hinanden og er dermed svære at skelne fra hinanden. Vi prøver her:

Miljø

Miljø udgør de fysiske omgivelser og dermed de betingelser mennesker, dyr og planter lever under med gensidig påvirkning (kilde: ordnet). Det handler om biodiversitet, rent vand, brug og udledning af kemikalier og meget mere, hvor primært mennesket er ansvarlig for en uhensigtsmæssig påvirkning af balancerne på klodens overflade. Her er økologi og produkter uden skadelige kemi gode pejlemærker at gå efter. Ligesom genbrug er et miljøbevidst valg, fordi vi sparer på jordens ressourcer ved at genbruge, dem vi allerede har sat i produktion.

Klima

Klima er et områdes fremherskende vejrforhold i forhold til temperatur, nedbør, fugtighed, lufttryk m.m. målt over en lang periode. (kilde: ordnet) Klimaet skaber altså betingelserne for liv i et givent område, og når det ændrer sig væsentligt, skaber det problemer for mennesker og dyr.

Menneskets aktivitet – primært vores behov for energi til opvarmning, transport og produktion – skaber især ubalance i atmosfæren gennem udledning af CO2. Men også vores brug af ressourcer er en faktor, når fx træfældning og opdyrkning af jord ændrer på balancen mellem vores CO2 udledning og planternes/træernes evne til at optage CO2.

Vi har fundet en hjemmeside Simpelt.dk, som forklarer, hvordan klima og miljø indvirker på hinanden og på samfundet generelt. Se mere HER.

Social ansvarlighed

Social ansvarlighed eller social retfærdighed betyder, at mennesker skal behandles retfærdigt og ens, nu og i fremtiden. Begrebet dækker blandt andet over arbejdsforhold (sikkerhed, sundhed, arbejdsmiljø), menneskerettigheder, retfærdig, fair og lige aflønning, gennemsigtighed og meget mere. Her kan du blandt andet kigge efter GOTS certificeringer og Fairtrade mærket.

Økonomi

Økonomisk bæredygtighed handler om at bruge kapitalen og ressourcerne på den bedst mulige måde – og sikre at væksten ikke sker på planetens bekostning. Fx ved at inddrage mere end indtægter og udgifter i et regnskab. Dækker blandt andet over retfærdighed og rentabilitet for alle led i værdikæden,  samfundsøkonomi,  jobskabelse, effektiv og bedre udnyttelse af ressourcer, afskaffelse af korruption og meget mere.

Ordet bæredygtighed skal bruges med omtanke

Grafik: wikiwand.com

Derfor er det vigtigt, at vi ikke bruger ordet bæredygtighed i flæng, men i stedet konkret fortæller, hvad det er for nogle områder, man som virksomheder arbejder med.

For eksempel er et brød bagt på økologisk mel ikke bæredygtigt – men økologisk. En kjole købt i en secondhand butik er ikke bæredygtig – men genbrug. Emballage af genbrugsplast fra havet er ikke bæredygtig – men recycled plastik.

 

Som det ser ud i dag, så bor 20 % af verdens befolkning i den rigeste del af verden, men vi forbruger 80 % af de ressourcer, verden samlet set råder over. Sagt på en anden måde, så er det mennesker i andre dele af verden, der betaler prisen for vores overforbrug. Hvis du som os ikke synes, at det er rimeligt, så er denne platform det rette sted for dig.