HOFOR – SLUK TØRSTEN PÅ FARTEN VED KØBENHAVNS VANDPOSTE

Vandet i Danmark er i verdensklasse – det er faktisk noget af det bedste og mest miljørigtige vand i verden. I samarbejde med Københavns Kommune har HOFOR opsat mere end 60 drikkefontæner i København, der giver dig mulighed for at få slukket tørsten i rent vand fra undergrunden, når du er på tur rundt i byen.

I Danmark har vi noget af verdens bedste drikkevand, og vandet i hovedstadsområdet er noget af det bedst kontrollerede i landet. HOFOR er med til at beskytte grundvandet mod forurening og tjekker dagligt drikkevandet for bakterier, så kvaliteten er altid i orden.

Vidste du, at postevand er:

  • 900 gange mere miljøvenligt end flaskevand? Vand fra hanen tappes nemlig ikke på plastflasker for derefter at blive transporteret med lastbil til butikkerne.
  • pumpet op fra undergrunden?
  • så rent, at det kun bliver iltet og filtreret på vandværket. Postevand fra Danmark er derfor helt uden klor!

Når en liter vand forlader en københavnsk vandhane, har den et CO2-udslip på kun 0,0002 kg bag sig. Det inkluderer alt fra etablering af vandværker til oppumpning, rensning og transport. En liter flaskevand, derimod, har generelt et udslip på hele 0,18 kg CO2 på samvittigheden. Det skyldes blandt andet, at den bliver transporteret i lastbil. Så hvorfor ikke bare nøjes med det rene, friske vand fra hanen?

På kortet nedenfor kan du se, hvor Københavns mange vandposte er placeret. Kortet er markeret med blå og turkise knappenåle: De blå viser de vandposte, der er åbne hele året rundt, og de turkise viser de vandposte, der kun er åbent i sommerhalvåret.

Find et mere detaljere kort over vandposternes placering her.

Byens grønne og blå løberuter

Som løber er det ekstra vigtigt at drikke vand – særligt i sommermånederne. Derfor har HOFOR lavet flere løberuter af varierende længde rundt i København med pitstop ved vandposterne. En rute går fx gennem det pulserende Nørrebro, mens ”den kongelige rute” går forbi Amalienborg slot i City, og Amagers grønne rute kan afsluttes med en dukkert i havnebadet på Islands Brygge.

Se de foreslåede løberuter her.