HJELT – håndlavet slowfashion i restmaterialer og kasserede tekstiler

Opbyg en unik garderobe med klassiske designs i utraditionelle materialer. Fashion-brandet, HJELT, ‘rydder op’ i modeindustrien og omdanner overskudstekstiler og materialer fra alternative brancher til stilfuld slowfashion on demand.

Besøg HJELT online på deres hjemmeside med webshop, Instagram, og Facebook.

Der gemmer sig masser af gode fortællinger i vores tøj, når vi arver vinterfrakken eller køber kjolen brugt. Men hvor ofte kan din skjorte prale af en fortid som vaskepose, forklæde eller dynebetræk? Med de skræddersyede outfits fra nytænkende HJELT kan du pryde dit outfit med en ekstra god historie, som både er miljøvenlig og ganske unik. I værkstedet upcycles overskudstekstiler fra forskellige industrier til stilfulde designs i et spændende sortiment, hvor ikke to stykker tøj er ens! Tekstilernes særtegn får nemlig også plads i designet, hvad end der er tale om casual streetwear eller klassisk forretningstøj.

Brandet er startet af modedesigner, Clara Hjelt, der forener modesans med miljøbevidste valg i missionen om at bekæmpe overforbrug og “smid-ud”-kulturen i modeindustrien. HJELT samarbejder med danske virksomheder såsom JYSK og Berendsen, som hvert år kasserer store mængder duge, lagener, vaskeposer, forklæder og arbejdstøj. Tekstilerne omdannes til skræddersyet fashion af Clara selv, der producerer de enkelte dele på bestilling for at undgå overproduktion og ressourcespild. Ved at genanvende materialerne i nye produkter sænkes CO2-aftrykket i produktionen, og de gamle tekstiler bytter turen på forbrændingen ud med fornyet plads i rampelyset.

Find de skønne designs på HJELT’s hjemmeside, hvor du også kan læse mere om konceptet og samarbejdet med danske virksomheder.

Kontakt og webshop: www.hjeltbrand.com

Bæredygtig mode er et voksende tema hos iværksætter, Clara Hjelt, der er uddannet tøjdesigner fra Margretheskolen i København. HJELT fokuserer på ressourcespild, og har derfor valgt at droppe nyproducerede materialer og i stedet udelukkende anvende restmaterialer.

 

Gamle dynebetræk har aldrig været mere indbydende end i form af skjorten her, som tilmed er både komfortabel, elegant og produceret i Danmark.

 

Designet hos HJELT er klassisk, cool og unikt, og der er snit til både mænd og kvinder. Se hele sortimentet på webshoppen, og vælg selv hvilken historie, dit stykke tøj skal fortælle.