Blog: Hvordan handler du bæredygtigt under Corona-krisen?

Som netværk har vi i ti år råbt højt om, at du som forbruger har magten med din pengepung. Hvilke produkter vil du gerne have mere af, og er det de grønne eller sorte virksomheder, der skal have plads på det danske marked i fremtiden?

Udgivet d. 13. 03. 2020 kl. 15.10

I GoGreen Danmark-netværket har vi rigtig mange helt igennem fantastiske virksomheder, der hver dag arbejder på at fremme den grønne dagsorden gennem deres forretning. Hoveddelen af disse er private virksomheder og startups, som er dybt afhængige af den daglige omsætning, der dækker omkostninger såsom husleje, lønninger og produktion. Ligesom resten af samfundet er det uundgåeligt, at disse virksomheder rammes hårdt økonomisk, når et land lukkes ned i kampen mod en global sundhedskrise. 

Som borgere er vi samtidig forbrugere døgnet rundt, og når vores hverdag vendes på hovedet, sker der også store ændringer i den måde, vi forbruger på. Vi skal omlægge vaner og indrette os på nye måder. Mennesker er forskellige, og vores reaktioner er mange: Nogle hamstrer varer i supermarkedet, mens andre holder pengene tæt til kroppen, og vælger deres forbrugskøb med omhu. 

Uanset hvordan du takler Corona-krisen, så opfordrer vi til, at du stadig handler med fornuft. Både når det kommer til indkøb, men også den måde du omgås med andre og bruger din nye midlertidige hverdag på. Bæredygtighed handler nemlig både om ansvarligt forbrug, om at opretholde en sund økonomi i samfundet og om at passe godt på sig selv og ikke mindst hinanden. 

Her får du vores bud på, hvordan du handler bæredygtigt under Corona-krisen

Mad og drikke to-go: Mange restauranter, caféer og vinbarer tilbyder i endnu højere grad take-away-løsninger de kommende uger, så du kan købe lækker økologisk mad, delikatesser og biodynamisk vin med hjem. Skal du ud og have noget luft, så udforsk den lokale kaffebar, du altid gerne har ville prøve, og tag en kaffe med i hånden. 

Shop online: Du må gerne købe ind og besøge de lokale butikker fysisk, så længe du følger Sundhedsstyrelsens anvisninger. Men vil du gerne tage ekstra forbehold, kan du vælge at handle ind online. Rigtig mange butikker har også en webshop, og i netværket finder du blandt andet økologisk tøj og dagligvarer, miljøvenlige husholdningsartikler, vintage interiør, brugskunst, børneting og mange andre ting.

Vær kreativ: De fleste kultur- og fritidstilbud er lukket, så brug i stedet weekenderne til at genoptage gamle som nye hobbyer. Kast dig ud i reparation, upcycling, re-design og andre miljøvenlige DIY-projekter, og find inspiration og materialer hos virksomheder, der kender sine produktioner. I netværket finde du blandt andet økologiske tekstiler, naturgarn og bionedbrydeligt glitter

Skab dit eget hjemmekontor: Har du rykket arbejdspladsen hjem, er der måske behov for at indrette et lille hjemmekontor. Skab et hyggeligt kontormiljø og indret dig på bæredygtig vis med miljøvenlige kontorartikler og genbrugt IT-udstyr. Måske bliver du inspireret til at arbejde mere hjemmefra i fremtiden?

Genovervej dit forbrug: Er du nervøs for, hvordan samfundsøkonomien udvikler sig -og hvordan den får indflydelse på din private økonomi? Brug anledningen til at kaste et blik på det seneste års forbrug, og overvej, om dine penge lægges de rigtige steder. Vidste du fx, at du også kan vælge et bæredygtigt alternativ, når det kommer til det mere skjulte forbrug såsom bank, telefoni og pension

Bliv klogere: Corona-krisen sætter gang i samfundsdebatten, og bringer mange spørgsmål med sig. Brug anledningen til at reflektere over din hverdag, og sæt dig ind i de emner, du gerne vil vide mere om. Der findes mange spændende og inspirerende podcast, blogs og artikler fra personer med faglig viden og noget på hjerte. Gå på opdagelse i netværket og find et tema, der interesser dig. 

Selvforkælelse og nærvær: I perioder med usikkerhed, frygt og forandring, skal vi huske at passe ekstra godt på os selv og vores nærmeste. Selvom der kan være ekstra kaos i nogle hjem, så prioriterer at skabe mental overskud ved at gøre noget godt for dig selv. Mange frisører og skønhedsklinikker holder lukket, men flere sælger også deres skønne plejeprodukter online eller to-go. Lav en hjemmespa med familien og skab nærvær med massage og måske et godt glas øko-vin.  

Tag ud i naturen: Få ro i sindet med en tur i det grønne. I Danmark har vi faktisk rigtig meget skøn lokal natur som strand, skov, park og søer. Her finder du spændende dyr og planter, og flere steder er der muligheder for at sanke, klatre i træer og se foråret spire. Lej også turist i din egen region, og tag en tur til de lokale gårdbutikker, der stadig holder åbent. Det er sjældent at vi opfordrer til at droppe den kollektive trafik, men der er rigtig gode alternative med cyklen eller en delebil

Ryd ud: Har du fået tid forærende, så brug den på at rydde ud i dit hjem. Har du ting, tøj og andre sager liggende, som du ikke bruger, kan det sprede glæde hos andre. Skab overblik, så du er klar til at sælge det hos fx kommisionsbutikker, eller giv det til godgørende formål og genbrugsbutikker, når de åbner op igen. 

Hvordan handler du bæredygtigt i denne tid? Send os dine gode idéer på info@gogreendanmark.dk. Følg også med på vores sociale medier, hvor vi deler nyheder fra netværket.

*Vi følger selvfølgelig myndighedernes anvisninger og påbud, og opdaterer dette blogindlæg ved ændringer af disse*