Chola – håndlavet fairtrade fashion og interiør fra det bolivianske højland

Indret dit hjem med gode fortællinger, der trækker tråde til både nordisk design og boliviansk kultur-håndværk. De farvestrålende designs fra livsstils-brandet Chola fortæller en særlig historie om lokale kvinder i Bolivia, der spinder uld til guld under respektfulde arbejdsforhold.

Besøg Chola i Ry eller online på deres hjemmesideFacebook og Instagram.

I den kombinerede butik og værksted i Ry springer fantastiske farver og mønstre dig i møde fra første øjekast. Her sælges smukke puder, blød strik, håndlavet keramik, håndknyttede marokkanske tæpper og masser af andre skønne kuriositeter – alt sammen produceret i gensidig respekt mellem mennesker og natur. Chola er nemlig en del af Fair Trade Danmark, og har fuld fokus på at skabe gode arbejdsforhold og en fair forretning for de mennesker, der indgår i hele produktionskæden.

Butikken drives af iværksætter Mia Rünitz, der sætter en dyd i at skabe positiv forandring på arbejdsmarkedet i Bolivia gennem sin forretning. Navnet ‘Chola’ henviser til den traditionelle klædedragt som kvinder i det bolivianske højland bærer med bowlerhat og farverige skørter. Brandet er derfor en hyldest til denne fantastiske gruppe af kvinder, der bruger deres håndværk til at forsørge familien og sikre sine børns skolegang. Blandt andet samarbejder Chola med 100 aymara-kvinder, der håndvæver smukke tekstiler i rene naturgarner uden kemisk belastning. Tekstilerne syes om til betagende fashion og interiør, som Chola forhandler videre til det nordiske og europæiske marked.

Læs mere om Cholas sociale projekter på deres hjemmeside, hvor du også finder en liste over forhandlere rundt om i Danmark.

Adresse: Klostervej 20, 8680 Ry
Kontakt og åbningstiderwww.chola.dk

De farverige tekstiler væves af uld fra alpacaer, der holder til i Andesbjergene sammen med den lokale befolkning. Ulden er både rustik, elegant og særdeles holdbar, og omdannes til håndlavede tekstiler med naturlige farver.

 

Den store respekt og nysgerrighed på mødet mellem kulturer, skinner tydeligt igennem i de mange smukke designs, der blandt andet er inspireret af gamle bolivianske husholdningstekstiler. De lækre produkter forhandles i butikker rundt i Danmark og i Cholas egen butik i Ry.

 

Passionen for den bolivianske kultur har rødder i et personligt forhold til det smukke land. Ejer af Chola, Mia Rünitz, har nemlig boet i Bolivia, og har blandt andet drevet et hotel i La Paz. I dag samarbejder Mia med en gruppe lokale kvinder, og sikrer gode arbejdsforhold og fair løn gennem daglig og tæt kontakt med gruppens projektleder.

Du finder Chola her: