Kan fashion være bæredygtig?

Det er svært at blive klogere på bæredygtighed i modeindustrien, når brands i en uendelighed “grønpriser” deres tøj uden helt at dokumentere, hvad de rent faktisk gør (også kaldet greenwashing). Så hvad skal vi handle efter, hvis vi rent faktisk vil gøre en forskel med vores pengepung? Læs med og få tips til hvordan du kan handle mere bæredygtig fashion.

Vi synes, det er vigtigt at huske, at begrebet “bæredygtig fashion” ikke findes. Ligesom bæredygtige sko, bæredygtigt byggeri, bæredygtig transport mv. For bæredygtighed dækker over så mange elementer, at ingen kan leve op til alle krav og dermed retten til at kalde det bæredygtigt.

Derfor er det vigtigt, at virksomheder informerer om, hvilken måde de er bæredygtige på – hvilke bæredygtige tiltag, de konkret har gjort sig. Der er nogle helt overordnede rettesnore for, hvordan dine tøjkøb bliver mere bæredygtige, som du kan have i baghovedet, hvis du vil gøre en forskel, når du shopper.

Køb genbrug

Vi danskere er nogle af de værste, når det kommer til forbrug af tøj. Vores tøjforbrug er 35% højere end i resten af verden, og vi køber i snit 15 kg nyt tøj pr. person om året. Alligevel ender 7 ud af 10 stykker tøj som “passivt” tøj i klædeskabet. Det er ubehageligt høje tal – men heldigvis let at ændre på.

Næste gang du mangler noget nyt til klædeskabet, så kig i din nærmeste genbrugsbutik. Der er meget lækkert tøj, og du vil helt sikkert blive overrasket over, hvad det gør for din økonomi og samvittighed, når du først er kommet i gang med at tænke i genbrug som et alternativ.

Når du køber genbrug, er du med at at mindske overforbruget af tøj. Køber du genbrug fra charity shops som Kirkens Korshær og Folkekirkens Nødhjælp, kommer du en del tættere på bæredygtig fashion, for så støtter du både cirkulær økonomi og udsatte mennesker med dit køb.

Vores hjemmeside bugner af secondhand shops, retro, vintagebutikker og genbrug til nødhjælpsorganisationer. Her finder du tøj, bøger, møbler, smykker, gamle LP’er og en masse andet genbrugsguld. Udforsk mangfoldigheden af genbrugsbutikker i GoGreen-netværket HER.

Køb kvalitet

Meget af det tøj, vi danskere køber, er fast fashion. Det vil sige billigt og hurtigt produceret, så det matcher den nyeste modetendens, og som ikke er skabt til at holde. Når tøjet ikke holder, køber vi nyt, og det ødelagte tøj bliver smidt ud.

Køber du i stedet kvalitet, kan du bruge tøjet i længere tid. Og hvis du skulle blive træt af det, kan du sælge det videre eller donere det til en god sag i en af de mange tøjcontainere, der går til charity shops. Hvis du samtidig undersøger, hvilke materialer tøjet er lavet af, og hvordan det er produceret, er du kommet langt mod en mere bæredygtig fashion.

Vi har samlet en række tøjbrands, der laver slow fashion og tøj på økologiske eller naturlige materialer. Dem finder du HER.

Køb menneskeligt

Tøjproduktion kræver et stort forbrug af kemikalier og sprøjtemidler, der både skader miljøet og de mennesker, der producerer tøjet. Fast fashion betyder typisk sweatshops, livsfarlige arbejdsvilkår og dårlige lønninger, der ikke dækker arbejdernes basale behov.

Køb i stedet tøj fra forhandlere, der går op i mennesker og miljø. For at sikre dig, at dit tøj er produceret under ordentlige forhold, kan du spørge butikken til produktionsforholdene – eller kigge efter certificeringer der fokuserer på social bæredygtighed. Vi har lavet en oversigt over bæredygtige certificeringer, som du kan kigge efter, hvis du vil have et grønnere forbrug.

Få hjælp i GoGreen-netværket

Du kan finde frem til brands og secondhandbutikker på vores hjemmeside under kategorien “Mode & Fritid”. Fælles for alle fashion brands i netværket er, at de forhandler tøj, der er skånsomt produceret med hensyn til mennesker, miljø og klima. Vi har nemligt tjekket virksomhederne for dig og fremhæver kun brands, der har tænkt bæredygtighed ind i 70% af deres kerneforretning. Læs mere om vores kriterier for medlemskab HER.